KREATIV PLANLÆGNING
Fra tværsektorielle metoder for planlægning og samarbejde
til brugerdreven innovation i kommunerne
LYSLYD-projektet inviterer til internationalt seminar torsdag og fredag den 13. og 14. august 2009 med tilhørende udflugter og besøg på 4 af LYSLYDs byrumsprojekter.
___________________________________________
NB: Revideret program (engelsk) kan downloades nederst på siden
____________________________________________
I 2 dage rettes fokus på nye metoder for planlægning og samarbejde i kommunerne samt på betydningen af brugerdreven innovation - det vil sige vigtigheden af at styrke udviklingen af nye produkter, serviceydelser og processer på grundlag af et bedre kendskab til kundernes og brugernes behov.
Seminaret tager sit udgangspunkt i de 12 projekter, udarbejdet af nationale og internationale kunstnere og designere med fokus på lys, lyd og nye medier, der i august afholdes i byrum rundt omkring i kommunerne i LYSLYD projektets to involverede regioner - Hovedstaden og Sjælland.
Byrumsprojekterne fungerer bl.a. som katalysatorer for et nyetableret tværsektorielt samarbejde mellem kommunale forvaltninger, private virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt kulturelle aktører og kunstnere.
Indhold
Gennem danske og internationale oplæg – bl.a. af et til lejligheden sammensat ekspertpanel fra Copenhagen Business School – præsentationer af internationale projekter, diskussioner og workshops, der alle forholder sig til deltagernes lokale forudsætninger, erfaringer og vilkår, vil seminaret nærmere indkredse mulige fremtidige modeller for tværsektorielt samarbejde og brugerdreven innovation i kommunerne.
Målet er desuden i fællesskab at udvikle et redskab til inddragelse af brugere, herunder medarbejdere og borgere, i udviklingen af nuværende og fremtidige offentlige serviceydelser.
Seminaret lægger vægt på en høj grad af deltagerengagement..
Udflugter
Begge dage afsluttes med udflugt til 4 af de 12 byrumsprojekter. Den 13. august inviteres seminardeltagerne til at deltage i den officielle åbning af Hvidovreprojektet på Hvidovre Torv, og på site-besøg i Albertslund og på Frederiksberg. Den 14. august går udflugten til Helsingør. Begge dage inkluderer spisning.
Seminaret er på engelsk.
For mere information og tilmelding, download seminar program nedenfor.